Disclaimer
Jeg skriver så godt som aldrig om min kristne tro.
Ikke fordi den er uvigtig for mig. Tværtimod.
Den er så afgørende i mit liv, at jeg foretrækker at holde den uden for de daglige politiske slagsmål. Den har meget lidt at gøre der. Tro er for mig et dybt personligt anliggende, som ikke egner sig til de hurtige sociale mediers evige skyttegravskrige.
At påkalde sig Gud og Biblen lukker desuden ned for diskussioner. Alt strander ligesom … dér. Det var aldrig meningen med Biblen, at den skulle tjene som holdkæft-bolsje til internettets dumme trolde.
Som holdkæft-bolsje til nogen.
Men vigtigere, så er der dét med min tro, at den er et så … uforklarligt forhold i min tilværelse, at ingen ord rigtig kan beskrive den, beskrive min relation til Gud, ordentligt. Kun forfladige den. Kun blotlægge den - mig - til unødig spot og latterliggørelse.
For tro er sgu noget mærkeligt noget.
I mit tilfælde - jeg er et meget fejlbehæftet menneske - er det troen på Gud, nærmere betegnet den daglige udmøntning af Hans (konstaterer jeg jævnligt, hovedrystende) fuldstændig grænseløse kærlighed, der periodevis holder sammen på det hele.
Derfor vil jeg slå alle tænkelige kolbøtter for ikke at fremstå som en helligere end Eder-bibelbasker. Helligere end nogen. For det er jeg bare … ikke. Og jeg ved det.
Men …
Forleden stillede en god kampfælle, Maximilian Ravn - som herover af mig er blevet foranlediget afbildet som hine tiders korsriddere (sorry, det giver mere mening senere 🤓) - kort og præcist et spørgsmål, der også længe har rumsteret i mit hoved.
Det har ligget som en halvkvædet Substack-vise. En af mange. Men da så også Brian Mørk for nylig udtrykte noget, som skrev sig ind i den samme emnefelt, besluttede jeg, at nu skulle nærværende Substack færdiggøres.
Satan by day - ‘Det Onde’ fungerer fint i fuld sol
I forbindelse med de britiske voldtægtsbander, som jeg har skrevet om flere gange, stillede min internet-ven Maximilian Ravn et spørgsmål, der ikke blot angik forbrydelserne, men også samfundets umenneskelige behandling af de tusindvis af piger, der blev svigtet af politi, myndigheder, socialforvaltninger, politikere og medier.
De har været ladt helt alene. ‘Svigt’ dækker simpelthen ikke det, disse tusindvis af mindreårige piger i alderen ét til sytten år har været udsat for.
Maximilian spurgte, om man kunne betragte myndighedernes ageren som andet end satanisk.
Satanisk.
Et ord ladet med frygt, lede og sensationalisme som få andre.
Et ord, der for de fleste, nok leder tankerne hen på gyserfilm, okkulte sekter, sorte stearinlys, omvendte krucifikser og dæmoniske ritualer. Noget spektakulært. Noget … ja, teatralsk.
Noget, der emmer mere af Hollywood end af virkelighed.
Men det er faktisk heller ikke sådan, Bibelen beskriver det.
Bibelens forståelse af det sataniske er langt mere nøgtern – og derfor på en måde også langt mere urovækkende. Fordi den er så håndgribelig og … relaterbar.
Bibelens satanlære handler om at kunne skelne ondskab.
Ikke som noget, der lurer med røde øjne i mørket. Men som noget, der oftest ser på os med et helt almindeligt blik - ude i dagslyset. Venligt. Gennem tilforladelige briller måske ovenikøbet.
Satanismens fem former
I Bibelen er noget nemlig ikke satanisk, fordi det ser mørkt eller makabert ud. Det er satanisk, når det bærer Satans karakter og fremmer hans gerning. Som det hedder.
Jesus kalder Satan “løgnens fader”. Det sataniske begynder derfor dér, hvor sandheden systematisk forvrænges, skjules eller ofres for bekvemmelighed, magt eller ideologi.
Jeg har forsøgt at koge satanismedefinitionen ned til fem former. Det er ikke noget teologer gør (tror jeg), men det er min måde at give et lille overblik på.
Det første er oprør mod Gud
I Bibelen er Satan først og fremmest “modstanderen”. Det sataniske begynder derfor med oprør mod Gud – ikke nødvendigvis som højlydt gudsfornægtelse, men som menneskets beslutning om selv at være den øverste autoritet. Syndefaldets kerne var ikke blot ulydighed, men ønsket om at definere godt og ondt uden Gud: “I bliver som Gud.” Satanisk tankegang er derfor enhver bestræbelse på at sætte menneskets egen vilje, magt eller sandhed over Guds.
Et moderne eksempel kunne være tanken om, at mennesket helt frit kan definere sin egen natur, moral og identitet uden nogen højere norm. Ikke blot at mennesker er uenige om etik, men at selve idéen om en objektiv orden afvises, og at individets egen vilje bliver den øverste autoritet. I bibelsk forstand minder det om slangens ord i Edens Have: "I bliver som Gud." Det afgørende er ikke den konkrete politiske sag, men forestillingen om, at mennesket selv bestemmer, hvad der er godt og ondt.
Det andet er løgn og bedrag
Jesus kalder Satan “løgnens fader”. Derfor er løgnen et af de stærkeste bibelske kendetegn på det sataniske. Det handler ikke kun om direkte usandheder, men også om manipulation, fortielser, halve sandheder og ideologier, der gradvist får mennesker til at acceptere det onde som noget godt eller nødvendigt. Når sandheden systematisk ofres for magt, bekvemmelighed eller frygt, bevæger man sig ind på et område, Bibelen forbinder med Satans virke.
Et nutidigt eksempel kunne være de britiske groomingbander, hvis det lægges til grund, at myndigheder, politi eller politikere bevidst undlod at handle eller tonede problemerne ned af frygt for anklager om racisme eller af politiske hensyn. Hvis sandheden systematisk skjules eller forvrænges for at beskytte et narrativ eller en institution, illustrerer det den bibelske idé om løgn og bedrag som et kendetegn ved det sataniske.
Det tredje er fristelse til synd
Satan tvinger ingen i Bibelen. Han frister. Han lokker mennesker til at vælge deres egen vilje frem for Guds. Da Jesus fristes i ørkenen, handler det om magt, ære, bekvemmelighed og selvophøjelse. Det sataniske viser sig derfor ofte som den tilsyneladende lette løsning – den, der lover hurtig gevinst, personlig frihed eller moralske genveje på bekostning af sandhed og retfærdighed. På bekostning af andre.
Et moderne eksempel er situationer, hvor mennesker vælger den bekvemme løsning frem for den rigtige. En politiker, embedsmand eller journalist, der ved, at noget er forkert, men vælger tavshed for at bevare karrieren, undgå konflikt eller beskytte sin status. Fristelsen er ikke nødvendigvis grådighed alene, men ønsket om komfort, anerkendelse eller magt på bekostning af sandheden.
Det fjerde er afgudsdyrkelse og selvophøjelse
Bibelen beskriver afgudsdyrkelse som langt mere end at danse om en gylden kalv. En afgud er alt det, vi giver den plads i vores liv, som alene tilkommer Gud. Det kan være magt, penge, staten, ideologi, identitet, nationen eller én selv. Derfor er selvophøjelse et gennemgående bibelsk tema: Når mennesket gør sig selv til målestokken for sandhed, moral og mening, gentager det syndefaldets oprindelige fristelse. Satanisk tankegang handler i sidste ende om at flytte centrum fra Gud til mennesket.
Et moderne eksempel kunne være, når ideologi, identitet eller staten bliver den højeste autoritet. Hvis loyaliteten over for en politisk ideologi, en identitetspolitisk bevægelse eller ens egen selvforståelse bliver vigtigere end sandhed og moral, fungerer disse ting i bibelsk forstand som afguder. Afgudsdyrkelse handler ikke nødvendigvis om statuer, men om det, vi i praksis gør til det højeste gode.
Det femte er ødelæggelse af mennesker
Jesus beskriver Djævelens gerning med ordene: “Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge.” Bibelen forbinder derfor det sataniske med alt, der nedbryder mennesker – fysisk, psykisk, socialt eller åndeligt. Hvor uskyldige udnyttes, hvor børn svigtes, hvor mennesker reduceres til midler for andres mål, eller hvor liv bevidst ødelægges, ser Bibelen ikke blot menneskelig svaghed, men et mønster, der afspejler Satans væsen.
Et nutidigt eksempel kunne være enhver systematisk praksis, hvor uskyldige mennesker ofres eller udnyttes. De britiske groomingbander er blot ét eksempel. Andre eksempler kunne være menneskehandel, organiseret seksuel udnyttelse, tortur eller terror. I bibelsk optik er det afgørende ikke blot, at der begås forbrydelser, men at mennesker behandles som midler frem for som personer med ukrænkelig, iboende værdi.
Satans genkomst på Jord - Hollywood-style
I gyserfilmen The Omen (1976) opfandt manuskriptforfatteren David Seltzer et citat, der skulle forestille at være fra Johannes’ Åbenbaring.
Det handler om at Satan vil etablere sit rige på Jorden, når de førnævnte fem former har materialiseret sig i os som individer og som samfund.
Citatet er som sagt fiktion skrevet til filmen - men dels er det formuleret meget i Biblens/Johannes’ ånd, dels er det bemærkelsesværdigt leveret af karakterskuespilleren Patrick Troughton, kompetent bistået af Gregory Peck:
Jeg viser klippet, fordi det faktisk sætter problematikken omkring bibelsk ondskab ret præcist op.
I The Omen tager Satan bolig i et barn, en adopteret søn af en magtfuld politiker, som langsomt må erkende, hvad han er blevet ramt af.
Erkende at ondskaben er helt tæt på ham i form af ‘hans eget’ barn.
Vanviddet i den erkendelse strider imod hans rationelle verdensforståelse - og han når til den for sent.
The Omen er klassisk Hollywood-underholdning - ‘noget værre pjat’, som min mor ville sige - men instruktøren Richard Donners tilgang var båret af en foruroligende realisme. Han udfoldede historien som var den en psykose hos de hovedinvolverede. Ikke som en fortælling, hvor det var tydeligt for alle i den - og publikum - at noget overnaturligt med sikkerhed var på spil.
Gregory Pecks politiker-figur, ambassadør Thorn, står stort set alene med sin stigende, rædselsslagne erkendelse af, hvad der er gang i. Det omgivne samfund er simpelthen ikke gearet til at forstå apokalyptisk, bibelsk ondskab.
Der er i det en parallel til vores sekulære virkeligheds evneløshed - eller uvilje - i forhold til at skelne og reagere rettidigt på selv grotesk og massivt manifesteret ondskab.
Også når den er lige omkring os.
Hvad satanisme ikke er
I The Omen er der ingen sorte stearinlys, pentagrammer eller omvendte kors - og Biblen advarer netop også imod at tro, at ondskaben altid kommer forklædt som noget åbenlyst dæmonisk.
Tværtimod kommer den ofte velklædt. I en tillidsvækkende gestalt. Veltalende.
Den kan tale embedsmandens sprog. Den kan skrive pressemeddelelser. Den kan sidde på et rådhus, i en politistation, på et ministerkontor eller på en redaktion.
Den kan være høflig, professionel og respektabel.
Netop derfor er den farlig.
Når tusindvis af piger gennem årtier bliver voldtaget, mens voksne mennesker, der ellers har både ansvar og magt, vælger ikke at handle af frygt for beskyldninger om racisme, af hensyn til karrieren eller for at beskytte et politisk narrativ, så er det svært at finde en mere præcis bibelsk beskrivelse end netop denne:
Løgnen blev sat over sandheden.
Bekvemmeligheden over retfærdigheden.
Systemet og dets aktanters selvbeskyttelse over de svageste.
Var det dét, Maximilian Ravn mente, da han kaldte hele dette svigt for satanisk?
Mente han i bibelsk forstand?
Det skriver han om i en replik til denne substack længere nede.
Det er et centralt spørgsmål, for Bibelen vil gerne bibringe os, at det sataniske ikke viser sig i populærkulturel gestalt med røde øjne, okkerfarvet hud, klove, horn og hale.
Den realitetsbårne forståelse af ondskaben er fuldstændig afgørende - men vi har glemt den. Samfundsdiskursen og vores institutioner har negeret den gennem årtier, skabt en moralsk/etisk hulhed i os, og gjort den moderne vestlige kultur utrolig sårbar.
For hulhed i mennesker har det med at blive fyldt ud af … et eller andet. Det er langt fra sikkert, at det er noget godt. Og det har det indiskutabelt heller ikke været her.
Satanforståelse i Biblen handler altså basalt set ‘bare’ om menneskers evne til at skelne ondt fra godt. I andre. Og i os selv. Og om at vide, at Det Onde - ondskab - findes, og at den faktisk er en langt mere finit størrelse, end vi er komfortable med, ja, i stand til, at erkende i vores postmoderne samfund.
Men - der eksisterer rigtigt og forkert.
Ondskab og godhed.
Det er ikke relative størrelser.
Ikke i en bibelsk sammenhæng.
At turde dømme
Vi er gennem årtier blevet lært, at vi ikke må fælde moralske domme. At alle kulturer er lige gode. At alle livsformer er lige legitime. At alle værdier blot er forskellige perspektiver. At fordømmelse næsten altid er værre end det, der fordømmes.
Den moralske relativisme begyndte som en dyd – en påmindelse om ydmyghed og rummelighed, som jeg er inde på i min indledning.
Men uden et fast holdepunkt - et fyrtårn - risikerer denne ‘dyd’ at ende som moralsk lammelse og skibbrud.
Hvis ingen længere tør sige, at noget er ondt, bliver det onde ikke mindre.
Tværtimod får det … arbejdsro.
Det er måske derfor, vi har set tre fænomener udfoldet, som for blot få årtier siden ville have været utænkelige.
Tre fænomener, der er blevet virkeliggjort enten villigt/begejstret, med samfundets ryg bevidst vendt til eller uden effektiv, stålsat modstand:
Medicinske, irreversible kønsskifteforløb for børn
En eksplosiv genkomst af jødehad i store dele af Vesten
Årtiers systematisk seksuelt misbrug af tusindvis af hvide britiske piger begået af organiserede grupper af overvejende pakistansk-britiske mænd, mens alt for mange myndigheder undlod at gribe ind
De tre fænomener er vidt forskellige.
De har forskellige årsager og må forstås hver for sig.
Men de har én ting til fælles:
Alt for mange mennesker vidste, at noget var dybt galt, men alt for få turde sige det højt. Frygten for at dømme besejrede den kristen-menneskelige pligt til at skelne mellem godt og ondt.
At turde kæmpe
Men hvem skal gå forrest i kampen for at sikre, at borgerne behandles efter disse principper om godt og ondt? Hvem skal sikre, at befolkningen ikke fortsat overlades til hordernes hærgen og systemets svigt af sine egne?
Af sine mest sårbare?
Er det en slags moderne, arbejderklasse-forhutlet, men fuldstændig afklaret korsridderorden, vi ser konturerne af i den opstand og de protester som manifesteres i den irske og britiske befolkning i disse måneder?
Ikke en borgerkrig, som så mange taler om - men en værdiopstand, et slags postmoderne korstog i eget land for at tage det tilbage og gøre det ‘helligt’ igen?
For at bekæmpe ondskaben gennem kamp for de facto kristne værdier?
Som Parry siger det i hymnen Jerusalem:
I will not cease from Mental Fight,
Nor shall my Sword sleep in my hand:
Till we have built Jerusalem,
In Englands green and pleasant Land.
Parry skrev ovenstående som samfundskommentar til status quo i Storbritannien i 1916, hvor arbejderbefolkningen led under industrialiseringens kynisme og overgreb.
En ny, lignende kamp kan være det, vi ser konturerne af i Belfast og i byer i Storbritannien.
En lige så broget flok af ‘kristne korsriddere’ som dem, der drog til Det Hellige Land i højmiddelalderen for at forsvare deres trosfællers ret til at færdes frit ved de kristne helligdomme i Judæa.
Ret til at være kristne i et kristent land. Vil det sprede sig?
Lad mig slå fast: Vold er ikke løsningen - men en forståelse af at det, der var, må slutte, er nødt til at blive manifesteret utvetydigt over for magthaverne.
Og manifesteret ligeså utvetydigt overfor dem, der har misbrugt - og fortsat misbruger - samfundets frihed og tillid, og undergraver det kristne menneskesyn og samfund.
Måske rækker det med en valghandling, der flytter magten til politikere, som forstår, hvad opgaven er. Hvad opgaven er nødt til at være.
Vi får se.
Overgivelse af samfundets mest sårbare til ondskab, er i en kristen forståelse antitesen til næstekærlighed - og antitesen til næstekærlighed er netop satanisme.
Det burde stadig være forstået som satanisme - selv i et gennemsekulariseret, multi-kulti samfund, som det britiske.
Men sådan er det ikke.
Voldtægtsbandernes ugerninger udgør et svigt af bibelske, ja, holocaust-agtige dimensioner. Udslettelse af mennesker. Børn. De fleste efterladt i live - men ikke alle.
Og de levende nu ødelagt inden i.
Levende, ja, men udslettede.
Ondskabens vækstvilkår
Kærlighed er ikke ligegyldighed.
Kærlighed uden sandhed bliver forløjet sentimentalitet.
Sandhed uden kærlighed bliver hårdhed og kynisme.
Men når både kærlighed og og sandhed forsvinder, efterlades tilbage kun kynisk-sentimental relativisme – og dér trives ondskaben allerbedst.
Og det har den gjort i Storbritannien. Trivedes.
Institutionel ondskab har de bedste vækstbetingelser, når alting i et samfunds diskurs ‘bliver ét fedt’. Lige godt. Ligegyldigt. Lige meget. A wash.
Eller når retskafne mennesker skræmmes fra … at skaffe ret.
Det er en ondskab, der viser sig, når mennesker holder op med at kalde det onde for ondt, fordi de ikke længere kan skelne det - må skelne det - er blevet apatiske eller frygtsomme.
Modreaktionen kommer. Den er begyndt.
Oprørerne ser det ikke selv som ‘pøbelens oprør mod systemet’.
Uden at de nødvendigvis ville formulere det så højstemt, så er de drevet af de retfærdige, kristne grundværdiers kamp mod ondskaben og for næstekærligheden.
Kristendommen har før været tvunget til at tage den kamp - også internt - men jeg beder til, at det ikke bliver ligeså blodigt denne gang.
Det er et fromt ønske, og dets indfrielse afhænger i høj grad af, om magthaverne omsider formår at agere som mennesker, der med tydelighed kan skelne mellem ondskab og godhed.
Mellem næstekærlighed og satanisme.
Mellem rigtigt og forkert.
Jeg ved ikke, hvor megen tro jeg - for ikke at tale om Storbritanniens befolkning - reelt har på dét.
Hvad tænker du? 🥺
Replik fra Maximilian Valentin Ravn
Unge fertile kvinder er de smukkeste og mest elskværdige skabninger i verden. De er samtidigt adgangen til fremtiden, fordi ingen overlever uden gennem dem.
Hele verden er bygget på hyldest, beundring og beskyttelse af piger, der er enhver kulturs mest værdifulde ressource.
Sand elskov er at få adgang til en piges sjæl. Ikke bare kroppen, men hendes inderste, smukke essens, som hun kun giver til dem, hun finder værdige. Dem, hun stoler på vil agte og ære den.
At voldtage er derfor at krænke det helligste, mest uskyldige og rene. Det er et forsøg på at ødelægge sjælen. Og der findes ingen større forbrydelse end dette. Næsten ikke engang mord.
At nogen derfor ikke alene voldtager piger på 8-12 år, holder dem fangne i bure i varevogne og lader hunde voldtage dem, men at myndighederne dækker over disse uhyrligheder mod deres egne døtre, hvis beskyttelse er deres første og fornemmeste opgave, vidner om ren satanisme.
Vidner om det dybeste moralske fordærv af ikke blot gerningsmændene, men myndighederne, der tillod voldtægten af generationer af unge piger og ødelæggelsen af familier og landets sjæl.
Det er forbrydelser mod menneskeheden på niveau med de værste historier fra 2. verdenskrig. Og vi må gøre alt, der står i vores magt, for intet som dette nogensinde sker i Danmark eller på europæisk jord igen.
Det er vores vigtigste ansvar som mennesker af arv, æt, ære og kærlighed.
Tak til den gode Jesper for spaltepladsen og interessen i mit synspunkt. Hans bidrag er en jævnt løbende kilde af solskinssande synspunkter.
Og jeg er beæret over at dele tanker med ham og jer i denne artikel.
— Maximilian Valentin Ravn
Addendum 27.06.26: Kommentar på Facebook fra Per Mejlholm
Denne kommentar til mit facebookopslag om nærværende essay finder jeg så menings- og indsigtsfuld, at jeg hermed bringer den som tilføjelse.
“Fremragende artikel - bortset måske fra den fundamentale misforståelse af syndefalds-legenden.
Gud begynder faktisk med at sige; af alle træerne i haven må I spise. Tilladelsen er dermed universel og generel. Lige som alt andet, der hidtil er skabt. Vi hører da heller ikke om den specifkke karakter af havens træer (bortset fra figentræet, men det er en anden historie).
Herefter nævner Gud livets træ og træet med kundskab om godt og ondt. Gud forbyder ikke mennesket at spise af frugterne af kundskabens træ. Han gør blot opmærksom på konsekvenserne af at gøre det. Den dag i gør det, vil I dø.
På dette tidspunkt er Adam under 1 dag gammel. Han har intet koncept om døden, ingen forståelsesramme for menneskets dødelighed.
Eva skabes efter denne dialog har udspillet sig. Hun har derfor ingen førstehåndskendskab til det som blev sagt. Men alligevel viser det sig at være hende, der forstår Guds ord bedst.
Hvilket hun da også viser i dialogen med slangen. Eva fortæller, at frugten er god at spise af, god at se på og god at få indsigt af. Eva erkender dermed de værdier, Gud har skabt mennesket med - evnen til at se hvad der er nærende, hvad der er smukt og hvad visdom er.
Dernæst får vi det første eksempel på, hvad det betyder, at mennesket blev skabt i Guds billede, som mand og kvinde skabte han mennesket. Vi ser menneskets frie vilje i aktion for første gang.
Eva handler på de værdier, Gud kort tid forinden havde skabt hende med. Adam kommer frem til samme forståelse og spiser sammen med hende. Og resultatet viste sig med det samme. Mennesket blev SOM Gud i denne relation, ikke UDEN Gud.
Jeg kan ikke læse historien anderledes, end at det i Guds optik var nødvendigt, at mennesket selv skulle vælge jordelivet til. Et liv hvor mennesket tid på jorden var udmålt, hvor døden var os alle sikker. Et liv med smerte, lidelse, arbejde. Men også med næring, skønhed og visdom.
Forud for syndefaldet havde Gud skabt jorden og himlene. Men det havde ikke regnet, og der var intet menneske til at dyrke jorden. Guds skaberværk var med andre ord i en form for stasis, dvale. Afventende, at mennesket skulle vælge jordelivet til. Hvilket skete med indtagelsen af frugten fra kundskabens træ.
Dette centrale tilvalg skete med “syndefaldet”. Og dette tilvalg er forudsætningen for hele resten af bibelhistorien.
Det klassisk “kristne” syn på syndefaldet, har ført til årtusinders udskamning og kritik af særligt kvinden. Hvilket forekommer mig i den grad uretfærdigt, eftersom Adam uden protest fulgte hendes eksempel. Ikke fordi han blev manipuleret eller var en viljesvag mandsperson. Men fordi han nåede til samme konklusion som Eva. Og dermed illustrerede de sammen, at mand og kvinde er et kød, at kun når mand og kvinde handler sammen, er de et menneske.”
Tak for opmærksomheden på dette anliggende. 🙂
— Per Mejlholm
Læs, lyt & se også …
Transideolog Maia Kahlke 'fejlkønner' Ibi Pippi og ranter mod Dansk Regnbueråd - hør mit og foreningens svar
Transideolog og ikke-transkvinde Maia Kahlke starter i vidoen herunder med at sige “transpersoners eksistens er ikke til debat” - og derefter bruger hun syv minutter på aggressivt at debattere, dæmonisere og psykologisere enhver, der stiller kritiske spørgsmål til irreversible medicinske indgreb på børn og psykisk sårbare unge.
Tankevækkende, relevant, indsigtsfuldt. Tak 🙏
Spændende artikel. Det er skræmmende hvad der foregår for tiden.
Jeg kom til at tænke på Tina Dickows sang 'No time to sleep'
Her er de to første vers:
Who's gonna sing the song of change
If no one can imagine life outside the beaten track?
And who's gonna stop a running train
If no one cares to dwell and no one wants to look back?
Somewhere along the line you gave up asking
When it got a little too complex
But if you don't question what has been
Does it mean that you don't care what's coming next?