"MR. RASMUSSEN, CAN YOU HELP US WITH GAY EDUCATION?"

En hverdagshistorie fra en ikke engang særlig woke folkeskole

Den her er lidt tricky, for den involverer et kritisk take på en ung kollegas velmente tilgang til at løse en problemstilling om hårdt sprog og skældsordsbrug af LGBT-deskriptorer.

Først og fremmest: Jeg respekterer min kollegas praksis, men jeg tillader mig som homoseksuel at komme med mine tanker om den generelle problematik, den søger at løse og måden at gøre det på.

Sted: PLC, Pædagogisk Læringscenter - the artist formerly known as skolebiblioteket. En gruppe drenge, som jeg underviste i engelsk i tre år, ser mig gå forbi, og kalder på mig.

"Mr. Rasmussen, Mr. Rasmussen!".

De er stadig Des med mig fra gamle dage i engelsktimerne, og adresserer mig på engelsk, hvilket er lidt hyggeligt.

Elev: "Mr. Rasmussen, we are going to make a presentation about being gay."

Mig: "Are you, indeed? And why is that?"

Elev: "Øh, we don't know - but can you help us?"

De har vikar, og er blevet briefet lidt rodet af, virker det til - eller også teenage-roder det bare lidt i deres hoveder. Det lykkes mig at finde frem til, at de vist skal lave PowerPoint-præsentationer om emner som 'Gay Politics' og andre LGBT-emner.

Elev: "Our group has to write about 'Gay Education'"

Mig: "What's that? Defined as what?"

Elev: "We don't know, sir."

Jeg smiler skævt.

Mig: "'I'll be damned if I know either."

Elev: "And then we have to read this graphic novel, 'Homebody'."

De viser mig bogen:

Jeg har hørt om 'Homebody'. Det er en autobiografisk, transideologisk roman for børn af Theo Parish, som af forlaget beskrives således:

"An uplifting, hopeful, empowering memoir that celebrates self-discovery and self-love' - Alice Oseman, author of the bestselling Heartstopper series. An unmissable graphic novel perfect for fans of the global hit Heartstopper and Juno Dawson's What's the T? Hello!

I’m Theo. I like cats, Dungeons & Dragons . . . and I’m trans and non-binary. Ever since I was young, I’ve been on a journey to explore who I am.

To discover the things that make me . . . me. Sometimes it can feel like the world is trying to fit you into a box, to label you one way or another, but there is nothing more wonderful than finding your true authentic self, whoever you are.

Whether you are transgender or cisgender, we are all searching for ways to make our houses feel like homes . . . In Homebody, Theo tells the heartwarming story of discovering how to live life on their own terms through beautiful illustrations and lyrical text."

Harper-Collins omtaler forfatteren Theo Parish sådan her:

"Theo Parish is a cartoonist currently living in "the fine city" of Norwich, England, with their three cats. Driven by a passion for creating the kinds of stories they longed to see as a kid.

Theo’s work is inspired by their love of fantasy and their experiences moving through the world as a queer and neurodivergent person. When not making comics, they can usually be found playing tabletop RPGs, building pillow forts, or making friends with the neighborhood cats."

Her er sandheden: 'Homebody' er rendyrket transideologi i tegneserieform. For børn.

Bogen og dens 'trans-non-binære' forfatter promoverer ideen om flydende køn og sexualitet og ser 'non-binær' som et egentligt køn. Forfatteren mener at identiteterne 'trans' og 'non-binær' er noget børn skal tage stilling til om de er - som noget helt naturligt i deres børne- og teenageår.

Det er efter min mening fuldstændig forskruet.

97% af børnene i Den Danske Folkeskole kommer ifølge seneste Sexus-undersøgelse - og hvis vi lader dem få ro og fred til at finde sig selv - til at leve som heteroseksuelle, fordi de, øh, er heteroseksuelle.

Problemet er imidlertid, at de netop ikke får ro og fred til det - og jeg mærker en enorm træthed, ja, faktisk en italesat, voksende lede i Generation Alfa (børn u. 15) ved LGBTQIA+ diskursen - og ved den grad og de metoder, de bliver udsat for det alle steder, inklusiv Folkeskolen.

Klip fra en anden samtale, jeg sidste år havde med nogle elever om den fremherskende karaktertræk i de forskellige generationer siden år 1900, her om Generation Z:

Elev: "Alle med blåt hår er f*cking pædo og tuder over alting."

Mig: "Øh, nej, [elevs navn], de er ikke allesammen 'pædo', men, ja, de tilhører en generation, der måske ikke blev rustet særlig godt til at tackle modgang og svære udfordringer. Men det er jo egentlig ikke deres skyld, er det? Det er vel deres forældres ansvar - og deres læreres?"

Det var en god snak, men Alfa-drengene er meget, meget anderledes end Z'erne, kan jeg godt varsle. De er, i generelle termer, meget vildere, de slår sig på ting og på hinanden, de er grænsesøgende - og de er r*vtrætte af at blive skældt ud, simpelthen bare for 'at være drenge'. De gider ikke mere p*s. Og de er mere blå end Gammelsmølf, viser ungdomsvalget derudover.

Alfa-pigerne er så til gengæld mere røde end nogensinde, og lader til at holde fast i den krænkelsesfeministiske diskurs som drengene foragter. Hvordan de nogensinde skal ‘finde hinanden’, spekulerer jeg ofte på.

Til gengæld er de faktisk alle enormt rummelige og accepterende - de har bare et hårdere, nærmest Generation X-agtigt, sprog, der kan obskure realiteterne. Det handler ikke længere om, hvor hurtigt du bliver krænket, men om hvor meget, du kan tåle. Det kan jo så også være problematisk - det slog jeg mig selv på, da jeg var på deres alder - men måske er det en forventelig modreaktion på den foregående generations føleri og nærmest militante hensynstagen til enhver tænkelig minoritetsmarkør og selvopfattet krænkelse?

Den nye generation af lærere, inklusive min dygtige, velmenende, midt-i-20'erne kollega, der via vikaren har givet dem opgaven, er opvokset med netop GenZ-krænkelsesdiskursen. Så når hun hører drengene bruge qu**r-deskriptorer som skældsord, så alarmerer det hende givetvis instinktivt - for hvad nu hvis der sidder en elev, der er bøsse, lesbisk, trans eller 'non-binær'?

Det er både empatisk og forståeligt, men som homoseksuel mand kommer jeg med en generel opfordring: Parker panikken og find ud af, hvad der virkelig er på spil - hvis der da er mere på spil end at sådan snakker de bare til hinanden engang imellem.

Jeg har selv skullet tackle det, når jeg er gået igennem skolegården, og har hørt en knægt råbe i fodboldaffekt "det' et f*cking bøsse-spark, det der!". Det har jeg reageret på ved strække armene i vejret og med et skævt smil råbe:

"Hey, bøsse-lærer lige her - mindre 'had', mere fodbold!"

Og altid fået et grinende:

"Sorry, Jesper!" til svar.

Bottom line: Vi skal skrue ned for hysteriet. For angsten på børnenes og de unges vegne. Man bør generelt tilgå mennesker ud fra en forventning om, at de agerer ud fra de bedste motiver - ikke de værste. Det gælder navnlig børn, der ikke på samme måde som voksne, er i stand til at konsekvensberegne på det, de siger, og gør.

Og så skal vi have LGBT+ Danmark og Sex og Samfund helt ud af Folkeskolen. Begge organisationer har taget transideologien fuldstændig til sig. Den definerer i dag begge organisationer - så trods tidligere tiders gode indsatser, kan vi ikke længere stole på lødigheden af den undervisning, de leverer. Det er ikke undervisning længere, det er kønsekstrem transideologi - og den er skadelig for børnene.

Der er jo nok en grund til, at ung-til-yngre-underviserne fra de to organisationer gerne vil have at børnenes faste undervisere forlader klasselokalet, når de kommer og laver 'undervisning'.

Hele konceptet er afsporet. LGBT+ Danmark og Sex og Samfund tager nogle meget unge, ofte allerede kønsdiverse mennesker, giver dem et kort kursus i transideologisk seksualundervisning - og så plonker man dem ned foran en gruppe børn, de overhovedet ikke kender, for at tale om cirka dét mest sårbare, man kan tale med et barn om.

Og man beder deres lærere om at gå - selv om undervisningsminister Mattias Tesfaye har indskærpet, at lærerne skal blive hos eleverne, når der er eksterne undervisere i klassen:

Jeg siger nej. Stop. Og stop lige nu.

Den her særligt sårbare del af børnenes uddannelse er en trivselsopgave, ligesom alle de andre, vi varetager som undervisere i Folkeskolen. Derfor skal opgaven ligge hos elevernes faste undervisere, og være disses ansvar igen - ikke hos eksterne, seksual- og kønspolitiske aktører.

Vi skal dog sikre, at disse lærere, som børnene og deres forældre jo har en enorm tillid til, ikke også er blevet inficeret af 'woke' kønstænkning på læreruddannelserne. Her det nemlig ofte netop organisationer som LGBT+ Danmark, Sex og Samfund, Normstormerne eller privatpraktiserende transideologer som Annette Hildebrand Jensen og Mira C. Skadegaard, der leverer lærebøger og undervisning/forelæsninger. Det skal også stoppe.

Vi kan simpelthen ikke have tillid til organisationer som fx LGBT+ Danmark, der netop har erklæret, at de vil fjerne udredningen og behandlingen af kønsudfordrede børn fra sundhedssystemet, og selv påtage sig denne opgave - komplet med at oplyse børnene om muligheden for at købe sig til stop- og krydshormoner på en klinik i Singapore som LGBT+ Danmark indtil for nylig åbent skiltede sit samarbejdede med.

Metodefrihed, ja. Den er vigtig. Men det er elevernes mentale og seksuelle trivsel altså også. Den må vel være vigtigst og top-of-mind i alt, hvad man foretager sig på dette område?

Alle forældre bør være agtpågivende, hvis de ser noget med Uge Sex, Sex og Samfund eller LGBT+ Danmark på ugeplanen og spørge ind til det konkrete indhold i undervisningen. Måske er det hele fint, eller måske er der ting som den enkelte forælder finder problematik. I Folkeskolelovens første paragraf står der, at barnets uddanelse er en opgave, der løses i samarbejde med hjemmet. Det kræver imidlertid også noget af hjemmet, bl.a. i form af opbyggelig opmærksomhed på undervisning som den, vi taler om her.

Næste års Uge Sex, Kropskontrol, kan man læse om her. Det bør man gøre.

Tilbage på skolebiblioteket hos 8. klasseskægtene. Der har været stille lidt, mens drengene med min hjælp forsøger at finde ud af, hvad de dog skal skrive på deres PowerPoints om 'Gay Politics', 'Gay Education' og 'Gay History'.

Jeg har siddet online og bladret lidt i 'Homebody', den grafiske transnovelle de skal læse, hvor 'transseksualitet' og ‘non-binærhed’ beskrives eksplicit.

Mig: "... Have you ever actually had a lesson where you talked about love and sex between a boy and a girl? A man and a woman?"

Drengene ser på hinanden og ryster på hovedet. Det har de efter deres erindring aldrig. Deres første litterære møde i Folkeskolen med seksualitet kommer således til at handle om kønsidentitet, transpersoner og 'non-binære' - og det selv om kun en forsvindende lille del af befolkningen 'definerer' som det.

Indsatsen i det aktuelle tilfælde er velment - men den underliggende kønsideologi, som børn og unge udsættes for så mange steder, er efter min opfattelse et manipulerende, seksualpolitisk mindretalstyranni af børn, som befinder sig i den spædeste del af en sårbar rejse frem mod at blive voksne seksuelle væsener.

Det er simpelthen ikke fair. Det er det bare ikke.

Det er efter min mening en eklatant fejlslutning at tro, at børn - fx 'bøsse!-råbende drenge' - bliver mere tolerante eller kommer i bedre trivsel af at blive udsat for transideologi i skolens trygge og tillidsvækkende rammer. Det er et ideologisk overgreb på en hjemmebane, hvor de burde være fredet for den slags. I Folkeskolen burde de udelukkende være omgivet af velafprøvet, lødig praksis - men alligevel sker det her overalt på grundskoler i Danmark. Hver dag. I den allerbedste mening - for sådan er et helt samfund blevet ideologisk påvirket, groomet, over de senere år.

På skolebiblioteket kan jeg mærke min indignation stige på drengenes vegne. De er gode drenge, der bare indimellem er lidt for hårde ved hinanden og ved skolens inventar i denne ‘nedlukket-for-ombygning’-periode af deres kropslige og mentale liv. De gør og siger ofte dumme, ukærlige ting - men de er ikke dumme og ukærlige.

Tværtimod.

Der er meget på spil for børn som mine gamle engelskelever - og i de senere år har få forstået og erkendt omfanget af det seksualideologiske pres, som drenge, men navnlig piger, er blevet udsat for.

Min klare fornemmelse er, at ungerne bare vil have lov at ‘være i fred’ - men vide at vi er der for dem.

I fred - men ikke alene.

Vi skal være langt mere nysgerrige på, hvordan vi bedst er der for dem. Spørger du mig, så er vi der bedst for dem ved at levere undervisning og relationelle indsatser, der svarer til deres reelle, alders- og udviklingsniveau. Ikke en forkvaklet, transideologisk one-size-fits-all-vare, som blot forvirrer børn og gør dem endnu mere usikre - fordi de slet, slet ikke er klar til at forholde sig til den slags. Og fordi de færreste af dem nogensinde behøver det.

Det er så forkert, det vi har gjort - og stadig gør ved dem. Hvor i alverden er hensynet til trivslen hos de 97% af børnene?

Mig: "Boys, would you like me to record an anti-woke gay rant, that you can use in your presentation?"

Drengene nikker smilende, og ser afventende på mig, mens jeg tager mobilen frem. Jeg klikker på 'optag'. Min 'rant' kan du se herunder, hvor jeg længere nede også har lagt en video, der viser den verden børn og unge bliver algoritme-suget ind i, hvis de kommer for skade at skrive søgesætningen … “er jeg trans?”. Du kan også se et indlæg fra en ung kvinde, der blev suget ind i transideologien, ‘skiftede køn’ medicinsk og kirurgisk - og fortrød.

Jeg ringede efterfølgende til min kollega (som er ny) og fik en rigtig god snak med hende. Hendes intentioner var så fine og empatiske. Hjertet var på det rigtige sted ift. en problematisk, hun følte, hun burde adressere.

Men den måde at tilgå det hele på, mener jeg bare er didaktisk og trivselsmæssig helt forkert - og den risikerer at give det modsatte resultat.

Men hvad mener du? Lad mig vide, hvad du tænker om dette skisma fra hverdagen i Folkeskolen.

Med venlig hilsen

Jesper

PS. Drengene brugte faktisk mit 'rant' i deres fremlæggelse, der således rummede den kritiske stillingtagen til politisk, normnedbrydende trans/qu**rideologi i grundskoleuddannelsen, som jeg har skrevet om i dette opslag.

Og drengene fik ros, fordi de havde gjort det godt og fremlagt et perspektiv, som ingen andre havde taget med.

At lære eleverne at tage kritisk stilling til de ting, de mødes med i den verden, de færdes i, er afgørende. Det er et grundlæggende ansvar, vi har som undervisere. Det ansvar har vi ikke været os bevidste ift. hele den woke kønsideologiske diskurs, som vi tværtimod ukritisk har fodret børn og unge med i årevis.

Det har skadet mere end en hel generation af børn og unge - og det skal stoppe.