Forskning - og forskning alene?
Den mere og mere absurde Jason Arday-sag fra Cambridge, England bør udvikle sig til en endelig diskussion om langt mere end bare én professors akademiske arbejde.
Den skotske komiker Leo Kearse tager sagen under sarkastisk-komisk-satirisk behandling i videoen ovenfor. Originalvideoen kan du se her. Kearse er et godt follow.
Den rejser et spørgsmål, som universiteter i hele den vestlige verden før eller siden bliver nødt til at forholde sig fløjlshandskeløst til:
Kan et universitet fastholde de samme faglige standarder, hvis repræsentation og identitet samtidig bliver institutionelle mål?
Hvis DEI og melanin-niveauer siver ind i forskningen og bliver afgørende i fagfællebedømmelser og i hvem, der overhovedet får lov at forske?
Universiteter bygger på et princip, som har været afgørende siden de blev opfundet. Påstande skal kunne dokumenteres, argumenter skal kunne prøves, og konklusioner skal kunne udfordres. Den proces må ikke afhænge af forskerens køn, hudfarve eller sociale baggrund.
Tværtimod hviler hele universitetets troværdighed jo på, at personer og argumenter holdes adskilt. Forskning er forskning og skal kunne stå på egne ben - uanset om de er brune eller hvide.
Det sorte vidunderbarn
Jason Arday blev på få år en af den britiske universitetsverdens mest kendte profiler. Han blev fremhævet som den yngste sorte professor i Cambridges historie, og hans personlige historie kom til at spille en central rolle i fortællingen om ham.
I interviews og dokumentarer beskrev han blandt andet, hvordan han ifølge egne oplysninger var non-verbal - at han ikke talte - indtil omkring 11-årsalderen, først lærte at læse og skrive som 18-årig og siden gennemførte en bemærkelsesværdig akademisk karriere. Hertil kom fortællinger om professionelle sportskarrierer, omfattende velgørenhedsarbejde og, øh, skal vi sige ekstraordinære sportslige præstationer.
Historien blev drøvtygget af universiteter, medier og offentlige institutioner.
Først senere begyndte journalister og forskere at undersøge flere af Jason Ardays bemærkelsesværdige påstande nærmere. Samtidig blev der rejst anklager om plagiat i dele af Ardays akademiske arbejde. Cambridge og Liverpool John Moores University har dog oplyst, at de har undersøgt sagen og ikke fundet grundlag for disciplinære sanktioner.
Den efterfølgende debat kom imidlertid hurtigt til at handle om mere end dokumentation. Kritikere blev beskyldt for at føre en politisk eller racistisk kampagne mod en sort akademiker, mens andre fastholdt, at spørgsmålet alene burde være, om de fremsatte påstande kunne dokumenteres.
Det gav pludselig sagen et principielt tilsnit, for hvis identiteten hos den person, der fremsætter en påstand, begynder at påvirke, hvor kritisk påstanden undersøges, ændres universitetets rolle. Så bliver det ikke længere alene argumenternes styrke, der afgør udfaldet - så bliver det netop forhold som etnicitet, køn, seksualitet, kønsidentitet osv., der spiller ind på noget, hvor de intet har at gøre.
Jason Arday er ikke den første professor, hvis akademiske arbejde har udløst en principiel debat om standarder i universitetsverdenen.
Et af de mest omtalte eksempler er Harvards tidligere rektor Claudine Gay, hvis intersektionelle markører er blandt de tre mest betydende: Hun er kvinde, lesbisk - og sort.
I slutningen af 2023 og begyndelsen af 2024 blev der identificeret en række passager i Claudine Gays videnskabelige publikationer og ph.d.-afhandling, hvor formuleringer var gengivet uden korrekt kildeangivelse eller tydelig markering af direkte citater.
Harvard konkluderede, at der var tale om utilstrækkelig citering og krævede rettelser, men fandt ikke grundlag for at fratage hende hendes professorat eller konkludere, at hun havde begået forskningsuredelighed.
Presset fra sagen – kombineret med massiv kritik af hendes håndtering af antisemitisme på Harvard – førte imidlertid til, at hun efter blot seks måneder trak sig som universitetets rektor.
Selv om Claudine Gay måtte forlade posten som rektor, beholdt hun sin faste ansættelse som professor ved Harvard.
De seneste offentlige regnskaber viser desuden, at hun i sit første fulde år efter fratrædelsen modtog en samlet aflønning på omkring 1,5 millioner dollar – højere end året før hendes afgang – samtidig med, at hun fortsatte som medlem af fakultetet.
Tre bogstaver med store konsekvenser
De seneste femten år har mange universiteter - og mange private virksomheder - gjort begrebet DEI - diversitet, lige udkomme og inklusion - til selvstændige institutionelle målsætninger.
Ambitionen har været at skabe bredere repræsentation blandt studerende og ansatte. Det er vi forlængst begyndt at se resultatet af. For spørgsmålet er, om denne udvikling også kan påvirke den måde, universiteter vurderer mennesker og deres arbejde på.
Selvfølgelig kan det dét.
Det er i øvrigt overhovedet ikke et nyt spørgsmål.
I amerikansk debat har man længe brugt udtrykket the soft bigotry of low expectations. Udtrykket dækker over den situation, hvor mennesker fra bestemte grupper mødes med lavere eller anderledes forventninger end andre. Intentionen kan være positiv, men konsekvensen er, at de ikke vurderes efter de samme standarder.
Det både forventes og accepteres, at disse personer ikke er de skarpeste akademiske knive, der findes i blokken - og det accepterer man, fordi de bringer noget andet til fadet. Etnicitet (læs: hudfarve), køn, minoritetsseksualitet, kønsidentitet, kropslig funktionsnedsættelse (handicap) m.v.
Men hvis forskere ikke længere udsættes for den samme faglige skepsis som deres kolleger, bliver problemet større end den enkelte sag.
Offentligheden kan begynde at tvivle på, om ansættelser, priser og professorater alene bygger på akademiske meritter. Den tvivl rammer også de mange forskere med minoritetsbaggrund, hvis karrierer udelukkende bygger på deres faglige arbejde.
Alt det her er jo forlængst igang med at manifestere sig, både på universiteterne, i statslige og kommunale ansættelser, i erhvervslivet, i politik, i medierne, på professionshøjskolerne, i grundskoleundervisningen, på ungdomsuddannelserne osv.
Jason Arday-sagen handler derfor ikke kun om Jason Arday. Den handler om universitetets grundlæggende opgave. Enten gælder de samme krav om dokumentation, kildekritik og faglig efterprøvning for alle forskere - eller også gør de ikke.
Hvis svaret afhænger af forskerens identitet, er det ikke kun én professors troværdighed, der kommer i spil, men hele universitetets.
Og det er jo det, der er sket.
For hvorfor skulle man stole på resultater, der kommer fra en forsker, som ikke er den bedste på sit felt, og som måske ovenikøbet bruger sine - i forskningssammenhæng -totalt ligegyldige intersektionelle markører til at retfærdiggøre og validere sin forskning?
Addendum 07.08.26: JASON ARDAY ER (SYNDE)FALDET – MEN CAMBRIDGE STÅR TILBAGE MED ET LANGT STØRRE PROBLEM
Så skete det, ja, uundgåelige. Jason Arday har sagt sin stilling som professor ved University of Cambridge op med øjeblikkelig virkning. Det skete kort efter, at universitetet onsdag meddelte, at det nu ville undersøge ham efter den voksende sag om blandt andet plagiatanklager.
Poul Høi har i Berlingske skrevet en fremragende analyse af sagen, hvor han med reference til bl.a. et UnHeard-essay af en af mine heltinder, lesbisk cancellée académique Kathleen Stock, og dermed noget, der er større end spørgsmålet om, hvorvidt én professor har plagieret.
Stocks og subsidiært Høis pointe er, at Arday blev gjort til en akademisk superstjerne i et universitetssystem, hvor hans identitetsmarkører – sort, fattig opvækst, immigrantbaggrund, autisme og indlæringsvanskeligheder – ikke blot var dele af hans biografi, men blev en væsentlig del af fortællingen om hans akademiske betydning.
Cambridge fremhævede selv, at man havde fået en ung, sort og neurodivergent professor, mens Arday blev fejret af BBC, rådgav regeringer og sundhedsvæsen og blev en offentlig berømthed.
Samtidig voksede spørgsmålene.
Kritikere har blandt andet hævdet, at 188 sætninger i hans ph.d.-afhandling var kopieret fra en anden forsker. Arday har selv henvist til sin autisme og sine indlæringsvanskeligheder i sit forsvar mod kritikken. Filosoffen Kathleen Stock, som Høi citerer, mener, at netop intersektionel tænkning kan få universiteter til at suspendere den normale kritiske bedømmelse af mennesker, der betragtes som særligt udsatte.
Arday fortalte The Guardian, at racister havde sendt et afhugget grisehoved til hans forældre, og at politiet havde gennemført en omfattende efterforskning. Avisen kontrollerede historien hos både lokale slagtere og politiet og kunne ifølge Høis gengivelse ikke få den bekræftet.
Konfronteret med dette svarede Arday:
»Jeg troede helt ærligt, at du bare ville tro på mig. Hvorfor skulle jeg lyve?«
Why, indeed? …
Måske fordi problemet ikke er diversitet i sig selv, men at det opstår, når gode intentioner og ønsket om ‘repræsentation’ bliver så stærke, at institutioner risikerer at stille forskellige krav til forskellige mennesker.
Høis analyse er, at Ardays fald kan blive et tidsskel (nyt ord for mig, sker sjældent), fordi det øvrige samfund til sidst insisterede på noget ganske banalt:
'Reglerne for akademisk redelighed og objektiv sandhed indeholder ingen undtagelsesparagraf for melanin-niveau, minoritetsstatus eller diagnoser.
Hvis universitetet vil bevare sin autoritet, må hudfarve, køn, seksualitet og diagnoser være irrelevante for det spørgsmål, der burde stå over alle andre:
Er det sandt – og kan det dokumenteres?
Efter min bedste vurdering er dommen over Jason Arday, at intet af det, han påstod, kunne dokumenteres.
At han løj.
Slet og ret.
