Professor David Betz, krigsforsker ved King's College London, leverer i Heretics-podcasten et budskab, som de fleste politikere, medier og eliter ikke tør røre ved:
Europas kurs er sat mod intern konflikt – borgerkrig – og toget kan ikke længere standses med pæne resolutioner, runde bord-samtaler og “styr på integrationen”. Det er for sent. Vi er forbi det politiske afkørselsspor.
Han giver to hovedårsager til, at borgerkrig er blevet sandsynligt inden for de næste fem år:
Den etniske tangent – en eksplosivt voksende konflikt mellem indfødte europæere og de nye befolkningsgrupper, især forbundet med islamisme og de parallelle samfund, der er opstået i byer over hele Vesten. Det er en konflikt, der allerede ulmer, og som vil eksplodere i vold, når staten ikke længere kan holde låget på gryden.
Elitens forræderi – de post-nationale magthavere, navnlig EU, der i årtier har demonteret nationalstaten, latterliggjort national identitet og oversvømmet deres egne lande med masseindvandring, uden nogen plan, uden mandat fra folket – og nu uden kontrol over konsekvenserne. De har ændret spillets regler uden at spørge, og befolkningerne er ved at nå det punkt, hvor de reagerer. Ikke med debatindlæg, men med vold.
Betz beskriver et Europa, hvor vi allerede ser forvarslerne: Infrastrukturangreb, organiserede sabotageaktioner, London-riots, cyberangreb på elnettet, hele bydele der brænder over natlige optøjer. Vi er kun i proto-stadiet. Forestil dig, siger han, at det eskalerer: 20-30.000 vrede mennesker i gaderne, hver anden uge, vinter efter vinter, mens strømmen og gassen svigter, og staten står magtesløs. Det er borgerkrigens begyndelse – ikke som et frontlinjeslag, men som et samfund, der langsomt imploderer indefra.
Og det stopper ikke ved landegrænser. Europa er grænseløst. Når det bryder løs i ét land – Irland, Frankrig, Sverige – spreder det sig hurtigt som en steppebrand.
Betz’ prognose er isnende klar: Vi når ikke at finde en fredelig løsning. Det er for sent. Politisk tillid er brudt ned. Social kapital er drænet ud af samfundene. Eliterne forstår ikke – eller nægter at forstå – befolkningens bekymringer. Når de klassificerer folk, der ønsker at bevare deres kultur, som “potentielle terrorister”, skubber de bare endnu flere ud i hjørnet, hvor desperation tager over.
Og når samfundet bryder sammen, bliver konflikten grim. Den starter måske som en “kulturel” kamp, men under pres går mennesker tilbage til det simpleste skel: Dem og os. Det ender, siger Betz, som en inter-etnisk, blodig affære. Hundredtusinder kan dø. Millioner vil blive fordrevet. Europas sjæl vil gå tabt i processen – hvis den ikke allerede er det.
Spørg jugoslaverne, hvordan det føles, når civiliserede mennesker på få måneder bliver til fjender, der smadrer hinandens børn og kaster præster ud fra motorvejsbroer.
Eller spørg min ven fra uni Michael Kvetny, der var udstationeret netop dér, da borgerkrigen var aller grimmest. Jeg takker ham for hans tjeneste. Måtte det aldrig blive nødvendigt igen - men det bliver det, redegør David Betz ubehageligt nøgternt for i dette interview, som man ikke bliver i bedre humør af - men klogere.
I en kronik den 26. august 2025 tager EP-politikeren Henrik Dahl (LA) udgangspunkt i professor David Betz’ advarsel om, at Europa kan stå over for en form for moderne borgerkrig. Ikke i traditionel forstand, men som en længere periode præget af sociale uroligheder, faldende tillid mellem borgere og til de politiske systemer samt øget polarisering.
Dahl vurderer, at denne udvikling især truer store lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien. I Tyskland og Frankrig beskriver han, hvordan den politiske elite har afvist dialog med partier, der fokuserer på indvandringens negative konsekvenser. Det skaber ifølge ham en udbredt følelse blandt vælgerne af, at de aldrig reelt er blevet spurgt, om de ønsker den demografiske og kulturelle forandring, der finder sted.
Henrik Dahl peger på to særligt forstærkende faktorer:
Elitens tendens til at udskamme og marginalisere borgere, der udtrykker bekymring.
En voksende selvsikkerhed blandt indvandrergrupper, hvor islamistiske krav kobles med venstrefløjens argumenter i det, Dahl kalder islamogauchisme. Denne kombination beskrives som en strategisk “våbengørelse” af akademiske og menneskerettighedsbaserede diskurser.
I Storbritannien ser han et demokratisk problem i valgsystemet, hvor Labour fik to tredjedele af pladserne i parlamentet ved sidste valg, selvom kun en tredjedel af vælgerne stemte på partiet. Det skaber, mener han, en form for mindretalsstyre, der kan udløse folkelig vrede.
Dahl fremhæver, at vælgerne i alle tre lande ifølge meningsmålinger i høj grad ønsker højreorienterede regeringer. Jo længere tid det tager, før politikken ændrer retning, desto større vil presset og utilfredsheden blive – hvilket kan føre til en “eksplosion” af folkelig vrede.
Danmark beskrives som et land, der i sammenligning stadig præges af tillid og dialog, men som også oplever problemer i den offentlige sektor, der har vanskeligt ved at levere sine kerneydelser. Han påpeger dog, at danskerne indtil videre accepterer situationen, og at den radikale polarisering, som præger andre europæiske lande, er mindre udtalt her.
Afslutningsvis konkluderer Dahl, at de sociale og politiske spændinger i Europa ikke ser ud til at blive løst, og at Betz’ forudsigelse om omfattende uro derfor bør tages alvorligt.
Og alt det er jeg jo desværre enig i. Det kan man så lægge sig i fosterstilling over - eller man kan berede sig, og yde det bedste, man formår for at forhindre at vores ledere f*cker alting endegyldigt op.
And that's ... quite a tall order - men hey, det' sådan, det er.
Just get on with it.
