Giv videoen tid. Der kommer skønne og vilde billeder fra cirka midt i den, så hav endelig lidt tålmodighed. “All Good Things Come To Those Who Wait”.
Som det hedder sig ☺︎
Husk på det her ...
Når tingene i Europa brænder sammen, er det sjældent udefra kommende kræfter, der tænder bålet.
Det er os.
Det er altid os selv, der fucker det op.
Ved at lade os inspirere af de aller værste ideer i verden omkring os - og menneskerne i den - kommer op med.
Nej, USA er ikke perfekt.
USA har fejlet.
USA er ofte ‘på randen’.
Men sådan designede grundlæggerne det med en vilje, som tidligere Speaker of the House, Newt Gingrich, forklarer i sin meget læseværdige bog, The Greatest Comeback.
USA’s Founding Fathers lagde så mange benspænd ind i forfatningen, at amerikanerne siden har været nødt til konstant at skændes og tovtrække om deres demokrati.
Og på den måde holde det i live.
Gøre det levende.
Holde det agilt og stærkt.
Den danske konsensuskultur …
er gift for den demokratiske samtale, som vi ellers bryster os af at hylde.
For den gør, at vi kun engagerer os i den, kan rumme den, hvis den er pæn, og ingen skændes og bliver kede af det.
Men det duer ikke.
Demokratiet “dør ikke i mørket”.
Demokratiet dør i pænheden.
Det, jeg elsker ved amerikanerne og ved USA, er deres vilje til at slug it out. At slå på tæven. Figurativt.
For at holde demokratiet på sporet - i live.
“A government of the people, by the people, and for the people,” hedder det.
Når man slås meget, bliver man god til det.
Man får muskler.
Man bliver hurtigere.
Man ser sommetider at slagene komme længe før de kommer.
Det gør USA.
De har sloges så mange gange, internt, ude i verden, for sig selv - og for os.
Det er et slags demokratisk muskelhukommelse.
Forstår du?
De ved, hvad der kommer til at ske med os her i Europa.
Og USA er klar over, at de er de eneste, der kan vinde den kamp.
På europæernes vegne.
På vores.
Og at den kamp skal vindes.
For alles skyld.
Og også USA’s.
To gange før …
var det amerikanerne, der kom os til undsætning, da det så allermørkest ud.
To gange var det dem, der gav os, det vi havde mistet, tilbage igen.
Gør de det en tredje gang?
Vi må aldrig tage det for givet.
Det her er vores kamp.
Men vi kan ikke selv.
Vi kan stadig ikke selv.
Ikke alene.
Min mor …
blev engang vidne til, hvordan en ung fyr fik tæsk af nogle rockere.
Ja, det var dengang.
Hun bad dem med al sin folkeskolelærer-autoritet om “at holde op med det!”.
Men de lyttede ikke rigtigt til en lille dame på 1,68.
Så gik hun ud på gaden og stoppede en kæmpe lastbil.
Og ud steg en chauffør, der var cirka lige så bred som sit køretøj, og gik med hende.
Min mor er den dag i dag forundret over, at han faktisk ikke rigtigt behøvede at sige eller gøre noget.
Bøllerne så bare på ham, slap deres offer og forsvandt.
Men mor, når vi diskuterer Trump, og det gør vi ofte, og det er fedt, at vi kan, selvom du ikke altid helt forstår mit standpunkt, så prøv at se på det på den her måde ...
USA er dem, vi kalder på, når vi ikke kan selv.
Sådan har det altid været.
Og det kan godt være, at den lastbilchauffør var brovten, havde en fedtet rød baseball-hat på og en plettet undertrøje.
Og det kan godt være, han knaldede udenom derhjemme - sorry mor - og ikke altid talte pænt.
Men det var ham, der standsede sin lastbil og steg ud og hjalp, da du bad ham om det.
… Så betyder det så meget, at han ikke er perfekt?
Der kommer aldrig et tidspunkt …
hvor jeg vil glemme det, amerikanerne har gjort for os gennem tiden.
Der kommer aldrig en dag, lige meget om
præsidenten i USA er sort, hvid eller freakin’ orange,
hvor jeg ikke vil være fuld af beundring og taknemmelighed overfor vores ældste og væsentligste ven i en vild og voldsom verden:
Amerikas Forenede Stater.
Intet består uden kamp.
Og hellere vinde ... end slet ikke være med.
Så spænd hjelmen ...
And let’s go fight!
TILLYKKE MED DE 250 ÅR ♥️🤓
Læs, lyt & se også …
Når Europa bukker under – og USA står fast
Der er en mærkelig skævhed i tidsånden, som Jacob Mchangama på sin stille, præcise facon sætter ord på i Jyllands-Postens interview i anledning af 20-årsdagen for Muhammed-tegningerne. Det er ikke en kritik, der larmer. Men det burde den.
Min tale ved mindehøjtideligheden i forbindelse med årsdagen for 7/10
Jeg hedder Jesper Waldvogel Rasmussen, jeg er lærer, debattør og forfatter. Jeg er homoseksuel og formand for LGBT-foreningen Dansk Regnbueråd.
