Ubehagelige erkendelser
Et par sager fra vores aktuelle, fælles, vilde virkelighed, samt et nyligt truecrime-trip, en genre jeg ikke har dyrket tidligere, har provokeret min nysgerrighed, fordi jeg selv reagerede ‘foruroligende’.
Fængende indledning, ikke?
Det, jeg fortæller om i denne substack, er en kontroversiel side af os mennesker. Så kontroversiel at mange ikke vil indrømme at have den, og så ubekvem, at nogle vil provokeres af dette essay.
En af de mere behagelige forestillinger, vi har om os selv, er at vi bedømmer mennesker på deres handlinger og ikke på deres udseende.
Virkeligheden er desværre … mindre flatterende.
For selv om et smukt ansigt naturligvis ikke ændrer de faktiske forhold om fx en morderisk forbrydelse, kan det tilsyneladende ændre den historie, vi fortæller om mennesket, der begik den.
Det er faktisk et fænomen, der er ligeså gammelt som eksistensen af smukke mennesker.
Kan skønhed måles?
Den første sandhed om os, vi skal anerkende er, at ‘skønhed’ muligvis er langt mindre subjektiv, end vi gerne vil forestille os.
I BBC-serien The Human Face undersøgte John Cleese sammen med forskere og eksperter, hvorfor nogle ansigter næsten umiddelbart bliver opfattet som smukke.
Et af de mere spektakulære indslag handlede om den amerikanske kæbekirurg Stephen Marquardt, der havde forsøgt at sætte ansigtsskønhed på matematisk formel.
Med udgangspunkt i det gyldne snit – forholdet cirka 1 til 1,618 – konstruerede han en geometrisk »beauty mask«, som skulle beskrive proportionerne i et ideelt attraktivt ansigt.
Marquardts model er omdiskuteret og skal ikke forveksles med en videnskabelig facitliste over, hvem der er smuk og hvem der ikke er. Den bredere forskning peger imidlertid på noget, der er mindst lige så interessant, nemlig at vores vurdering af ansigtsskønhed er ikke tilfældig.
Symmetri spiller en rolle, det samme gør bestemte proportioner, gennemsnitlighed eller prototypikalitet (yndlingsord, tak til salig hjerne-Madsen) og en række kønstypiske ansigtstræk. Individuel smag og kultur betyder naturligvis også noget, men mennesker er alligevel i betydelig grad enige om, hvilke ansigter der er attraktive.
Det gør spørgsmålet om pretty privilege mere interessant, synes jeg.
For hvis skønhed alene var et spørgsmål om personlig smag, ville fordelene ved at være smuk vel også være mere tilfældigt fordelt. Men når nu mange mennesker reagerer positivt på de samme ansigtstræk, kan det samme menneske få den samme lille fordel igen og igen: Hos læreren, arbejdsgiveren, journalisten, politibetjenten, dommeren eller den fremmede, der ser et mugshot på sociale medier.
Halo-effekten
Vi nøjes ikke med at registrere, at et menneske er attraktivt. Vi har en veldokumenteret tendens til at lade det positive førstehåndsindtryk smitte af på vores vurdering af egenskaber, som ansigtets proportioner intet fortæller os om. Det smukke menneske kan lettere forekomme intelligent, sympatisk, kompetent eller troværdigt.
Det kaldes halo-effekten, og den gør at skønhed også bliver moralsk interessant.
Problemet er ikke, at vi kan se, hvem vi finder smuk. Problemet opstår, når vi uden at opdage det begynder at tro, at skønheden fortæller os noget om, hvem personen er.
Et symmetrisk ansigt er ikke et moralsk karaktertræk. En markeret kæbelinje er ikke et skudsikkert alibi. Og det gyldne snit er ikke en formildende omstændighed.
Men attraktive mennesker bliver generelt tillagt positive egenskaber, som der ikke nødvendigvis er belæg for.
Vi opfatter lettere smukke mennesker som intelligente, interessante, sympatiske og troværdige, og der er ingen særlig grund til at tro, at denne mekanisme ophører, fordi personen på den anden side af bordet er tiltalt for en forbrydelse.
Tværtimod har kriminalhistorien leveret nogle ganske spektakulære eksempler på det modsatte. Landevejsrøvere kunne blive folkehelte, hvis samtidens illustrationer fremstillede dem tilstrækkeligt romantisk.
Jesse James og Billy the Kid voksede til figurer, der var langt større end deres forbrydelser, og Bonnie og Clyde blev nærmest et kulturelt brand.
Ted Bundy er det moderne skræk-skoleeksempel. Kvinder mødte op i retssalen, skrev til ham og friede til ham, mens hans udseende blev en så integreret del af fortællingen, at man undertiden kunne få det indtryk, at hans ansigt i sig selv udgjorde et argument imod anklagerne.
Mennesket har næppe ændret sig meget siden Bundy - men det har vores medieteknologier derimod.
Et mugshot, der tidligere offentliggjordes i en avis, og var glemt dagen efter, kan nu leve i årevis på sociale medier. Det bliver beskåret, farvekorrigeret og klippet sammen med musik.
Et par sekunders optagelse fra en retssal kan blive set millioner af gange, og en tiltalt kan udvikle sig fra menneske til internetfigur, før en stor del af publikum overhovedet har sat sig ind i sagen.
Forbrydelsen forsvinder ikke, men den risikerer at blive reduceret til baggrundshistorien for det ansigt, algoritmen har fundet interessant.
Skønhed i virkeligheden
Den koldblodige morder Luigi Mangione, der ud af politisk motivation, myrdede en direktør i et amerikansk sundhedsforsikringsselskab, er et oplagt nutidigt eksempel.
Den fascination, der er opstået omkring ham, kan ikke reduceres til hans udseende. Der findes en reel politisk vrede mod det amerikanske sundhedssystem, som for nogle mennesker har gjort hans sag til symbol på noget langt større.
Men det ville også være naivt - uvederhæftigt - at lade, som om hans udseende er uden betydning.
Mangiones ansigt er blevet delt, seksualiseret og gjort til memes og merchandise, og han er blevet diskuteret lige så meget som attraktiv mand og kulturelt ikon som som tiltalt.
Man kan teste påstanden med et ganske enkelt tankeeksperiment.
Behold sagen, handlingen og det påståede politiske motiv, men gør Mangione 25 år ældre, svært overvægtig og skaldet. Giv ham dårlige tænder og et ansigt, der fungerer elendigt på Instagram.
Ville den politiske diskussion så stadig eksistere?
Sandsynligvis.
Ville den erotiske fascination, fanvideoerne og den nærmest popkulturelle dyrkelse have haft samme omfang?
Det forekommer mindre, øh, sandsynligt.
Det interessante er imidlertid, at mekanismen ikke kun gælder attraktive unge mænd. Den kan antage en anden form, når gerningspersonen er en kvinde, og Lindsay Clancy-sagen er et ubehageligt eksempel.
Clancy dræbte i januar 2023 sine tre små børn, femårige Cora, treårige Dawson og otte måneder gamle Callan, og forsøgte derefter at tage sit eget liv.
Den centrale strid i sagen har ikke været, om hun dræbte børnene, men hendes psykiske tilstand og dermed hendes strafansvar.
Forsvaret har argumenteret for, at hun led af postpartum psykose, mens anklagemyndigheden har fremhævet forhold, som efter dens opfattelse viser planlægning og bevidsthed om handlingerne.
Postpartum psykose er en reel og alvorlig psykiatrisk tilstand, og det ville være både useriøst og urimeligt at affeje den mulighed, blot fordi konsekvenserne i denne sag var så frygtelige.
Men den juridiske og psykiatriske diskussion er ikke det samme som den kulturelle reaktion på Clancy. Hun har fået en bemærkelsesværdig sympati, især blandt kvinder, og er for nogle blevet et symbol på kvinder, som sundhedssystemet har svigtet efter en fødsel.
Clancy ligner den person, som vores kultur er ‘disponeret’ for at forstå. Hun er en pæn, slank, hvid middelklassekvinde og uddannet sygeplejerske. På familiebillederne før drabene ligner hun tusindvis af andre velordnede amerikanske mødre. Hun passer visuelt og socialt ind i fortællingen om et almindeligt menneske, som noget frygteligt må være sket med.
Derfor er det værd at foretage det samme tankeeksperiment med hende som med Mangione:
Havde kvinder verden over kastet sig ind i forsvaret af den tredobbelte barnemorder med samme styrke, hvis Lindsay Clancy havde været svært overvægtig og fattig?
Hvis Clancy havde været arbejdsløs, boet i en trailerpark, haft dårlige tænder og usoigneret hår og ikke haft familieportrætter, der lignede reklamer for den amerikanske middelklasse?
Det kan ingen vide, og spørgsmålet beviser derfor ikke noget om Clancys konkrete sag. Men vores umiddelbare fornemmelse af svaret siger måske noget om os.
For det, vi kalder pretty privilege, handler ikke nødvendigvis kun om skønhed.
Udseende og social klasse flyder ofte sammen. Vi aflæser tænder, kropsvægt, tøj, frisure, bolig, arbejde og familiebilleder og konstruerer næsten øjeblikkeligt en social fortælling om mennesket foran os.
Når den veluddannede middelklassemor gør noget frygteligt, spørger vi lettere, »hvad der mon skete med hende?« Når en fattig og socialt udsat kvinde gør det samme, er risikoen større for, at spørgsmålet bliver, hvad der mon er galt med hende.
Forskellen er lille sprogligt, ja, men enorm moralsk. I det første spørgsmål leder vi efter en forklaring. I det andet leder vi efter en karakterbrist.
Igen, det er ikke et argument imod, at Clancy kan have været alvorligt psykisk syg. Det er heller ikke et argument for, at Mangione bør vurderes hårdere, fordi nogle mennesker finder ham attraktiv.
Pointen er, at vores interesse for forklaringer og formildende omstændigheder muligvis ikke fordeles så neutralt, som vi bilder os ind. Vi er måske simpelthen mere villige til at lede efter mennesket bag forbrydelsen, når vi på forhånd kan lide det menneske, vi ser.
Køn spiller samtidig en rolle for, hvilken fortælling der opstår.
Den attraktive mandlige forbryder bliver ofte gjort erotisk farlig. Han bliver den mørke og forbudte mand, som man godt ved, man burde holde sig fra, men netop derfor ønsker at komme tættere på.
Hos den attraktive kvindelige gerningsperson er fortællingen oftere tragisk. Hun bliver skrøbelig, syg, misforstået eller svigtet. Hvor fantasien omkring manden kan være, at »jeg kan redde ham«, bliver den omkring kvinden snarere, at »der må være sket noget med hende«.
Begge reaktioner kan naturligvis være berettigede i den konkrete sag. Problemet opstår, hvis vores villighed til at acceptere dem afhænger af det ansigt og den sociale klasse, der følger med forbrydelsen. I så fald fordeler vi ikke blot empati efter handling og omstændigheder, men også efter æstetik.
Algoritme-accelereret glorie-effekt
Sociale medier har gjort den her evigteksisterende menneskelige tilbøjelighed langt mere synlig.
Platformene er først og fremmest visuelle, og algoritmen interesserer sig ikke for, hvad der er moralsk relevant. Den registrerer, hvad vi stopper op ved.
Et interessant ansigt, et dramatisk mugshot eller en fotogen tiltalt som Jeremy Meeks herunder, har derfor en fordel, som den mindre attraktive gerningsperson ikke har.
Den ene bliver til dokumentarserier, podcasts, TikTok-videoer og kulturel besættelse, mens den anden måske aldrig kommer længere end lokalavisens kriminalstof.
Det er særligt tydeligt i true crime-genren, hvor grænsen mellem oplysning og underholdning for længst er blevet vanskelig at få øje på.
Vi siger, at vi følger sagerne, fordi vi interesserer os for kriminalitet, psykologi og retfærdighed, og det gør mange utvivlsomt også. Men vi vælger samtidig, hvilke forbrydere vi finder interessante.
Ofrene kan være lige døde, forbrydelserne lige grusomme og de juridiske spørgsmål lige komplicerede, uden at gerningspersonerne får den samme opmærksomhed.
Derfor bør man stoppe op, når en forbryder pludselig bliver genstand for usædvanlig stor sympati eller fascination.
Man kan mentalt beholde forbrydelsen, beviserne, motivet, diagnosen, kønnet og alderen og kun ændre gerningspersonens udseende og sociale status. Gør den smukke mand grim. Gør den velplejede middelklassekvinde fattig, overvægtig og usoigneret. Fjern de gode familiebilleder, det pæne hus og den respektable profession.
Hvis vores medfølelse, nysgerrighed eller trang til at finde formildende forklaringer samtidig ændrer sig, er der noget andet end forbrydelsen, vi reagerer på.
Det oplevede jeg selv, da jeg for nylig for første gang blev trukket ned i det ufatteligt populære kaninhul, der er truecrime-genren.
Jeg blev ufattelig provokeret over min egen reaktion på de tilfælde, hvor de mænd, der voldtog, seriedræbte og misbrugte … var smukke. Fysisk attraktive. Lækre. For deres fysiske skønhed registrerede hos mig.
Det gjorde ikke noget ved min opfattelse af skyldspørgsmålene og min foragt for forbrydelserne - men det separerede delvist de smukke gerningsmænd fra dem, hvis jeg ikke var opmærksom på det.
Det provokerede mig så meget, at jeg besluttede mig for at være opmærksom på det.
Derfor brugte jeg deres kontrafejer i et kampagne-essay i min flashy custom tøjbusiness, hvor mordere, voldtægtsmænd og dømte seksuelle afvigere altså fungerer som modeller - og, hvis man ikke kender deres baggrund, vitterligt, nøgternt betragtet fungerer som modeller.
Det tror jeg, de fleste vil være enig i.
Min Crimes of Fashion-video. Alle de ‘medvirkende’ er Ai-udgaver af dømte mordere og voldtægtsmænd. Det er ubehageligt, hvor godt de fungerer som fotomodeller.
Teksten til hiphop-tracket Crimes of Fashion, jeg har skrevet og siden produceret på Suno:
Det var skræmmende at konstatere, hvor sømløst disse mænd fungerede som modeller. Men det var også en vigtig lektie. For mig.
Måske andre tør være ligeså ærlige overfor sig selv. Meget tyder jo på, at jeg langt fra er den eneste, der er påvirket af The Halo Effect.
Hør her, vi - jeg - ved jo godt, at skønhed ikke er et forsvar i en retssal, at fattigdom ikke er en skærpende omstændighed, og at hverken kropsvægt, tænder eller et fotogent familiebillede fortæller os noget om et menneskes strafansvar.
Alligevel er der meget, der tyder på, at den slags forhold påvirker vores dom over andre mennesker længe før dommeren overhovedet træder ind i retssalen.
Vi siger, at retfærdigheden skal være blind.
Det samme burde måske gælde vores empati.
Burde. Men sådan er det bare ikke.
Se, læs & lyt også …
Kreditering:
Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:
God artikel
Pretty- priviledge .....det lyder som noget wokerne kunne bruge til mere udskamning af hvide mennesker. De brune skal selvfølgelig ikke udskammes, de kan nemlig ikke gøre for at de er pretty, det er noget de hvide har presset ned over dem til 😎
Jeg kommer til at tænke på den kvinde som forelskede sig i, og vistnok giftede sig med, Peter Lundin. Hun havde korresponderet med ham ifm et studieprojekt på psykologi-uddannelse.
Så vidt jeg ved er det sidenhen blevet forbudt for den type kriminelle at have kontakt med mennesker de ikke kendte før deres straf.
Så vidt jeg husker forsøgte(?) Ubåds-Peter-Madsen at gå rettens vej fordi han mener at det forbud er en krænkelse af hans menneskerettigheder.
Der er lavet en dokumentar om Peter Madsen, den er optaget *før* han myrdede Kim Wahl.
Den viser nogle virkeligt scary scener.
Kan hverken huske titlen eller den streamingtjeneste den ligger på
Angående landevejsrøvere som Jesse James osv. er der også en anden ting på spil, som ikke har noget med udseendet at gøre. Noget, som du også interesserer dig for - nemlig dissens. Jeg har lige siddet og reflekteret over dette, fordi jeg så en piratfilm og spurgte mig selv: Hvorfor i alverden romantiseres pirater egentlig sådan? Hvorfor synes folk, at der er noget opløftende ved det liv? De gør jo forfærdelige ting, dræber og lemlæster ærlige handelsfolk og skader den frie handel. Det er da ikke rart. Hvad er det, der gør, at piratfilm er blevet en hel genre med sin egen æstetik og glorificering?
Så kiggede jeg på et par af de film og lagde mærke til noget, der blev gentaget i dem.
Piraterne sagde tit til de såkaldt legitime autoriteter: "I er det samme som os: Vi gør det bare i mindre skala, end I gør." (Dvs. I er de største skurke.)
Og det er jo rigtigt nok. Regeringer er kæmpestore piratkarteller, der plyndrer og dræber og med nydelse lader små folk gå planken ud, eller jager børn med hunde i skovene, som Epsteinklassen gør idag.
Jævne folks kærlighed til røvere, fra Robin Hood og fremefter, kommer af, at de har en sjælden chance for at slå igen mod en magt, man normalt er tvunget til at være passivt offer for i rasende afmagt. Så bliver det skønt at se sheriffen af Nottingham komme ned med nakken. (Også i de film, hvor man vælger at lade en smuk skuespiller som Alan Rickman spille ham. )
Det tror jeg er tilfredsstillelsen ved at se en film om røvere, der plyndrer en transport med inkasserede skattepenge, eller pirater, der snupper en guldladning på vej til den spanske konge fra Amerika. Det er det, at de er lykkedes med at opnå det, de fleste aldrig får: en form for uafhængighed af statsmagten.