Trumps amerikanske billeder
Præsident Trumps succes skyldes i høj grad hans forståelse af Amerikas visualitet og landets historiske og ikke mindst cinematiske arv.
Billeder skaber virkelighed - ikonoklaster destruerer den
Præsident Trump forstår at bruge billeder. Visuelle som auditive. Billeder, han destillerer USAs historie og som alle rummer den fortælling, som Trump ser som ‘den amerikanske fortælling’. Som USAs selvforståelse.
Demokraterne bruger også billeder, men i de senere år har disse ofte været frastødende. Demokraterne er endt med at hylde grimheden. Det elendige. Det depraverede. Det ækle. Det negative.
Demokraterne er ikonoklaster, billedstormere, der gennem de sidste 20 år i tiltagende grad har kuldkastet al den skønhed og sammenhængskraft, som de historiske og cinematiske billeder og alt det øvrige dybt fascinerende, visuelle arvegods er - og som Trump formår at udnytte og iscenesætte med stor styrke i sin egen fortælling om USA.
Man kan lidt firkantet sige, at Trump elsker USA, på trods af alle dets fejl og mangler. Demokraterne hader USA på grund af alle dets fejl og mangler. Trump ser styrken i den store, fælles, historiske fortælling - og i de billeder, der minder amerikanerne om den.
En larger-than-life fortælling
I langt højere grad end Joe Bien og Kamala Harris, ja, selv end Barack Obama, er Trump forlængst selv blevet et af billederne på den store amerikanske fortælling - og det er han dybt bevidst om. Trumps styrke og glæde som fortæller og formidler af ‘Amerika’ som han ser det, gør at han har vundet. Igen og igen. Hans nederlag i 2020 blev grundlaget for den ultimative amerikanske genrejsning - og comebacket er måske et af de mest arketypiske eksempler på narraiv americana.
Trump og republikanerne vil fortsætte med at dominere den politiske og populærkulturelle narrativ - indtil nogen formår at fortælle en bedre historie, stærkere.
Det bliver ikke Demokraterne i den overskuelige fremtid, er min vurdering. Hos Demokraterne dyrkes nedslående selvhad fortsat i bredformat på det filmlærred, de iscenesætter deres amerikanske fortælling på.
Trump, derimod, læner sig dybt ind i den larger-than-life-fortælling, der uomtvisteligt er USA - og ingen politiker formår at brede den fortælling ud, og integrere sig selv i den, som han.
Det er den muligvis kommende genåbning af Alcatraz Penitentiary en stærkt eksempel på.
Trumps politiske inspiration
Det diskuteres om Trump muligvis kom på ideen om at genåbne det legendariske fængsel, fordi han så Flugten fra Alcatraz (1979) med Clint Eastwood på den statslige TV-kanal PBS aftenen forinden han lancerede forslaget.
Life inspires art, inspires life? Det lyder på ingen måde usandsynligt. Trump er langt fra den eneste præsident, hvis virke har været inspireret af klassisk, amerikansk fiktion.
Trump: Forbrydelse & straf
Hør om Trumps fængselsreform, hans administrations tidligere og fortsatte indsats for løsladte fanger - og find ud af, om der er realiteter bag præsidentens bebudede genåbning af Alcatraz Federal Penontentiary.
Genstart: ‘Make Alcatraz Great Again’
Det er sjældent at DR og jeg tanke-konvergerer - men det gjorde vi lige her, ser jeg i mit podcast-feed her til morgen. Ikke så tosset en analyse, men der mangler et væsentligt lag i den: Demokraternes destruktive, vælgerfremmedgørende ikonoklasme, som jeg nævner i kommentaren ovenfor.
Denne episode af 'Genstart' er et lyt værd:
.